Brakør

Brakør havørred

Brakør er en forholdsvis kendt fiskeplads ved Horsens Fjord. Man skal gå et stykke for at komme til pladsen, uanset i hvilken ende af fiskepladsen man parkerer.

Nogle lystfiskere cykler dertil, andre går ad de ganske hyggelige stier igennem skoven og langs vandet.

Man kan fiske fra land flere steder, men at benytte waders giver mere frihed og langt mere fiskevand.

Der er ingen fredningsbælter på fiskepladsen

Bemærk: Fiskepladsen fortsætter på sin vis mod nord hvis man ønsker det. Efter spidsen ved Brakør, kan man fiske videre ind i den første vig mod nord, hvor havørrederne gerne står når vandstanden er normal eller høj. Her fiskes mest effektivt fra land. Havørrederne er gerne indenfor de første 20 meter fra vandkanten. Der kan fiskes op til fredningen ved Haldrup Mølleå. Skriv Horsens Fjord i søgefeltet og læs mere i dette link, som viser fredningsbælterne i Danmark: Fredningsbælter…

Fiskepladsen byder på både stenrev, badekar, muslingebanker, tangbælter, sporadiske tangbuske og store sten. Derudover løber man både ind i lys bund og mørkbund langs strækningen. (Sandet på bundens farve)

Brakør – årstider

Havørrederne er flest om foråret og om efteråret. Dog kan der være en del grønlændere i vintersæsonen. Under milde vintre, kan området til tider bugne af fisk. I længere perioder med frostgrader er denne fiskeplads dog ikke værd at besøge.

De varmeste somre er ikke at foretrække, men oplever man en blæsende og lidt kølgere sommer, kan Brakør byde på godt morgen og aftenfiskeri efter havørreder.

Fiskeriet efter hornfisk starter oftest i maj måned og fortsætter 2-3 måneder derfra. Ålefiskeriet er bedst i sommersæsonen og gerne i skumringstiden samt i løbet af natten.

Når det kommer til havørredfiskeriet, fanges der oftest mellemstore samt mindre fisk fra 55 cm. og nedefter på denne fiskeplads. Sommetider landes der også større fisk, men det er langtfra hyppigt.

Fiskemuligheder og valg af agn

Man kan både fiske med flue og spinnefiske ved Brakør. Som fluefisker kan det dog være svært, at nå ud til fiskene flere steder under lavvande.

Her kan på sin vis bruges alle farver og størrelser af agn og fluer. Havørrederne virker ikke kræsne uanset årstid. Sølv er som regel en god farve at vælge i sommerhalvåret. Fra april og frem til oktober.
I den kolde tid er det ofte de lidt mørkere eller skarpere farver der gør sig gældende. Rød/sort, lyserød/hvid, brun/gul, brun/sort, brun/hvid.

Ålene fanges med alm. regnorm eller fjordrejer, og hornfiskene, som er tæt på altædende, kan fanges med et utal af agn: Læs om dem her…

Parkering ved Brakør

Man skal som nævnt gå et stykke til fiskepladsen uanset hvor man parkerer. I den ene ende starter man ved nordenden i et lavvandsområde. I den anden ved spidsen og de lidt mere vekslende vanddybder.

Nordsiden ved Stenballe Skov: Parkering…
Følg stien ind i skoven og gå til vandet ca. ud for dette link: Start…

Parkering 2 – sydvest: Parkering…
Gå ad stien mod øst. Ca. 2,6 km.

Rigtig god fangst ved Brakør

/Jari – Lystfiskeri i Danmark…


Læs om fiskepladsen tæt på denne: Vorsø…