Aftenpladsen

Aftenpladsen og havørreder i fjorden.

Aftenpladsen i Horsens Fjord er let at komme til, men har på sin vis kun én reel parkeringsplads. Fiskepladsen er bedst at besøge om morgenen og om aftenen. Havørrederne kommer gerne tæt under land om aftenen og trækker derefter oftest ud og væk fra området om morgenen. Nogle dage under lavvande kan man finde dem længere ude over tangbælterne og i de dybere render helt ude under vadefiskeri. Generelt set fanger man flest fisk fra normal vandstand til høj vandstand, hvor ørrederne kommer tæt under land, som nævnt, morgen og aften.

Om sommeren bugner pladsen af hornfisk, typisk fra maj og et par måneder frem.

Fra man kommer til vandet kan man både gå mod øst og mod vest. Mod øst ender pladsen på sin vis oppe ved en lille skov, hvor dybere vand er at finde ude foran. Mod vest ender fiskepladsen kort efter spidsen ved en lille vig og siv.

Man kan naturligvis fiske videre derfra uanset hvilken retning man vælger at gå og dermed forlænge fiskepladsen som man vil…

Der er ingen fredningsbælter på strækningen

Aftenpladsen – årstider

Foråret og efteråret er at foretrække, men under milde vintre, kan fiskepladsen også være ret givende.

Under kraftig vind fra nord er pladsen ikke værd at besøge. Løse tangdele vil typisk besværliggøre fiskeriet under de forhold.

Fiskemuligheder og valg af agn

Da havørrederne gerne kommer tæt under land under de to perioder på dagen, kan man få meget ud af både fluefiskeri og spinnefiskeri. Er ørrederne trukket ud og er der ikke lavvande, som det kræver for at kunne vade ud efter dem, så egner pladsen sig kun til lange kast og spinnefiskeri.

Ørrederne på pladsen synes næsten altid at være ligeglade med størrelsen på agnen, samt farverne. Der er dog generelt set nogle farvevarianter de kontinuerligt hugger meget på.

Sølv, guld/hvid, brun/hvid, rød/sort og kobber. Læs om agn her: Agn til havørrederne i Horsens Fjord…

Parkering ved Aftenpladsen

Der er på sin vis kun én parkeringsplads ved Aftenpladsen. Der er tale om et lille indhak i læhegnet (af træer) før vendepladsen for enden af redningsvejen. Parker altid helt fri af vejen. Det kan betale sig at køre ned for enden af vejen og derefter vende, køre lidt op igen og parkere bilen med fronten opad. Det for at kunne komme ud af bilen fra førersædet.

Læhegnet: Parkering…

Jeg håber du får held med fiskeriet på denne fiskeplads i Horsens Fjord.

Jari P. – Lystfiskeri Danmark og horsensfjord.dk


Se denne fiskevideo fra fiskepladsen: Fiskevideo…